14.01.2024 Regentskifte
 

Efter en lang, kold og begivenhedsrig dag i går er fingrene tøet op og kan ramme tasterne. Så her er en lille opdatering:

Karsten, Jakob og Carl Aage ankom til Holmens kirke ved 12 tiden og allerede på det tidspunkt var der mange faner klar. Vi havde fået lov til at havde base og varmestue i kirkesalen, hvor vi kunne havde vores grej og klargøre fanen. Garderforeningernes faner blev opstillet efter anciennitet og marcherede derefter ud og tog opstilling langs Holmens Kanal med ryggen til Holmens Kirke. Vi har jo selvfølgelig ikke alene. Der var faner lige fra værns faner til spejderkorps og civile faner. Ved briefingen blev der oplyst at der var tilmeldt 600 faner, men ”kun” deltog 477 faner!  Derefter var der meget ventetid (det har vi prøvet før) idet fanerne skulle forblive på deres plads under hele forløbet. Heldigvis kunne vi afløse hinanden og gå ind i kirken og få lidt varme. Kl. 15 kom Hans Majestæt Kong Frederik den 10. ud på balkonen på Christiansborg Slot. Vi hørte det klart og tydeligt, men udsynet var noget hæmmet af de mange faner. Vores sidste fanehonnør var kl. ca. 15.30 da Kong Frederik den 10. og Dronning Mary kørte forbi i Kareten på vej tilbage til Amalienborg. Vi fik pakket sammen, en kold og spændende dag var slut og vi gik mod Metroen sammen med tusindvis af andre mennesker.

Pro rege et grege!